tirsdag den 15. februar 2011

- Og hun kunne ikke engang hilse.....


Sådan sagde en af mine veninder om en fælles bekendt, der havde krydset hendes vej. Så kom vi til at snakke om, hvad der gjorde, at min veninde så ikke selv havde hilst - først, altså? Det kunne hun ikke helt svare på, men vi kørte ideen langt ud: Hvad ville der ske, hvis man havde løbet efter bekendtskabet og smilet og sagt: Hej med dig... du så mig vist ikke? Provokation eller sjovt?

Da jeg kom hjem kom jeg til at tænke på det der med at hilse... Sikke et fænomen. Der er virkelig mange uskrevne regler og traditioner. Knus - ikke knus? Kindkys - eller ej? Hårdt håndtryk eller lidt slattent? Siger man hej, goddag eller bare 'daw? Der er også hele definitionen af intimsfæren... hvor tæt er man på den, man hilser på? Jeg synes, jeg har en meget markeret opdeling - jeg er et blufærdigt menneske, men min tætteste familie er jeg på knus med - mine tætteste veninder også. Det at give hånd er for mig en formel gestus, ofte ved førstehåndsindtryk og i arbejdssammenhæng.
Faktisk er det at hilse et fænomen der bliver diskuteret i dele af familien efter fx. en fest på lige fod med snak om hvem der er blevet rundere, slankere, fået ny frisure, ny karriere, ny kæreste etc. Hvem der altid hilser slattent, hvem der ikke har øjenkontakt...

Hvordan hilser du - og hilser du først?

5 kommentarer:

Grith sagde ...

Sjovt indlæg. Jeg er typen der stortset altid hilser først. Jeg er et meget udadvendt menneske og meget åben.

Jeg hilser nærmest før jeg opdager at jeg gør det.

Hilsen Grith

Rasmine sagde ...

Ja, sjovt indlæg.

Jeg hilser, hvis jeg kan se, at folk har set mig, og har man først set hinanden, er det helt tilfældigt og ligegyldigt, hvem der når at hilse først. Jeg vækker ikke folk, der går i deres egne tanker, og jeg bliver irriteret, hvis folk råber efter mig.

Dav/daw bruger jeg aldrig mere, medmindre nogen først siger sådan til mig.

Jeg siger hej til dem, jeg kender, og goddag til dem, jeg ikke kender - medmindre de først siger hej til mig.

Håndtryk opfatter jeg som formelt. Forekommer hos mig kun ved en præsentation, eller hvis nogen først rækker hånden frem.

Gad vidst, om den slags er egnsbestemt. Det tror jeg faktisk, at det må være til en vis grad.

Tanker skal der til sagde ...

Hmmm jeg smiler gerne og siger Hej, først......

I de kredse jeg kommer.. Er der det jeg vil kalde kramme-knus mani...

Vi kender alle hinanden, på det overfladiske plan, men alle skal have et god dag og et farvel knus...

Og jeg kan bare ikke have det... Jeg er ikke en der giver knus til hvem som helst... Jeg kan bedst lide at have "alm" folk 10 skridt fra livet....

Uden at det er ondt ment.... Jeg krammer bare kun dem som jeg vitterlig, synes har noget gods i sig....

Og ja... Folk er vis ved at lære det, nogen bliver fornærmet... Men jeg synes det er min ret at sige - jeg krammer ikke så meget....

Hmmm

Hyggehygge
Marianne

Dorthe sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Dorthe sagde ...

eller tænk hvis omtalte veninde gik hjem og sagde det samme bare "med omvendt fortegn"...