søndag den 20. februar 2011


Jeg har haft verdens mest stille weekend... jeg har lavet.... INGENTING! overhovedet. Indtil nu. I dag står der rengøring og vasketøj på programmet og så skal jeg træne og måske runder jeg det af i Vendiahallens wellnessafdeling. Det er også godt for mine bihuler... ha ha.
Imens der gøres rent har min nye roommate gjort mig - næsten - lige så afhængig af Café Hack som jeg er af lørdagens Mads og Monopolet. Hanne Bech Hansen gæster programmet i dag - det bliver spændende at se, hvad hun kan fortælle.
Selvom weekenden ikke har haft de store begivenheder, synes jeg alligevel at jeg sidder her over morgenkaffen og tænker, at det virkelig hurtigt er blevet søndag. Jeg har kun været til træning én gang i denne uge og mit mål er, at jeg helst skal afsted hver anden dag. Så det er på tide, men desværre for sent at opretholde min målsætning. Min roommate har trænet længe, så jeg bliver jævnligt rettet og udfordret - og det tror jeg er sundt for at fortsætte. Jeg har siden start i Loop HADET at træne arme.. det er hårdt og jeg bliver hele tiden mindet om, hvor slap jeg er :-) Det er ikke så slemt længere, men det kommer jo nok igen, når vægten igen skal øges på maskinerne. Alt det jeg nu fortæller om er jo en proces jeg skal igennem for at få skabt mig et nyt og andet liv - og jeg kan mærke, at jeg nogle gange skal koordinere, således, at mine tanker og mine ben følges ad. Det er sket nogle gange, at de ikke følges ad - og så brænder jeg simpelthen sammen. Heldigvis har jeg et fuldstændigt fantastisk netværk og det er jeg meget taknemmelig for. Samtidig kan jeg også mærke, at der er meget forskellige reaktioner på de ting, der sker i mit liv - der er kommet op til flere overraskende kommentarer og begivenheder i min omgangskreds. Jeg er ikke vant til, at mit liv bliver sendt til syn - og for et par uger siden var pladerne nok også blevet klippet, hvis jeg havde været en bil. Samtidig kan jeg mærke en enorm varme, omsorg og betænksomhed fra min familie - det er ret fantastisk, som mennesker viser sammenhold under pres.


Det var alt fra rodebutikken i dag - ha' en fantastisk søndag - jeg tror solen vil skinne i dag!

torsdag den 17. februar 2011

En lille reklame


Det menneske, jeg finder allermest sjovt, inspirerende og interessant at bruge tid sammen med har nu ENDELIG fået sin egen blog - jeg er ikke i tvivl om, at Michaels blog bliver en af de bedste i blogland. Du skulle helt klart tage et smut forbi og snuse! www.mbkjaer.blogspot.com

tirsdag den 15. februar 2011

- Og hun kunne ikke engang hilse.....


Sådan sagde en af mine veninder om en fælles bekendt, der havde krydset hendes vej. Så kom vi til at snakke om, hvad der gjorde, at min veninde så ikke selv havde hilst - først, altså? Det kunne hun ikke helt svare på, men vi kørte ideen langt ud: Hvad ville der ske, hvis man havde løbet efter bekendtskabet og smilet og sagt: Hej med dig... du så mig vist ikke? Provokation eller sjovt?

Da jeg kom hjem kom jeg til at tænke på det der med at hilse... Sikke et fænomen. Der er virkelig mange uskrevne regler og traditioner. Knus - ikke knus? Kindkys - eller ej? Hårdt håndtryk eller lidt slattent? Siger man hej, goddag eller bare 'daw? Der er også hele definitionen af intimsfæren... hvor tæt er man på den, man hilser på? Jeg synes, jeg har en meget markeret opdeling - jeg er et blufærdigt menneske, men min tætteste familie er jeg på knus med - mine tætteste veninder også. Det at give hånd er for mig en formel gestus, ofte ved førstehåndsindtryk og i arbejdssammenhæng.
Faktisk er det at hilse et fænomen der bliver diskuteret i dele af familien efter fx. en fest på lige fod med snak om hvem der er blevet rundere, slankere, fået ny frisure, ny karriere, ny kæreste etc. Hvem der altid hilser slattent, hvem der ikke har øjenkontakt...

Hvordan hilser du - og hilser du først?