søndag den 28. februar 2010

Me like....





Disse står alle tre meget højt på min ønskeliste... Hvis du også ønsker dig dem, kan du finde opskrifterne på www.hendesverden.dk
Så kære Julemand.....

(ja, det gælder om at være i god tid :-))
Vi har hygget her til formiddag - uden at lave noget som helst andet end at sætte vaskemaskinen igang. Pæretærten er i ovnen - den kom jeg aldrig i gang med i går - til gengæld var vi alle - inklusiv hundedamerne på besøg hos en anden lille hund, der blev meget glad for gensynet med damerne. Der blev leget til den helt store guldmedalje og jeg kom igang med de sokker, jeg har lovet at strikke til Simon. Jeg er ikke særlig vild med at strikke rib, så det skal hurtigt overståes, så det hyggelige ved strikkeriet kan begynde :-)
Vi skal på tur her i eftermiddag, så når vi kommer hjem, står den på forloren hare efter Simons bestilling og så pæretærte til dessert.
Det er hyggeligt med søndag!
Hvad laver du?

lørdag den 27. februar 2010

Sikke en dejlig tur vi var på i går! Vi kørte vest på - over Vejlerne og helt ud til Hanstholm, hvor jeg har familie. Min morfar bor der, så vi troppede op på 'SURPRICE'-måden med fredagskringle fra den lokale bager. Han og hans bror havde været festligt overrislede aftenen før, for der havde været fest i den lokale marineforening, så kaffe og kage var vist meget velkomment. Jeg kan mærke, at han hygge sig gevaldigt efter han er flyttet fra Egense og til Hanstholm - jeg har på fornemmelsen, at han og broderen holder sammen og hygger sig det bedste de har lært. Det var dejligt at besøge ham, og vi fik snakket om rigtig mange ting. Desværre havde jeg lavet en aftale med en kollega senere på eftermiddagen, så vi skulle alt for tidligt hjem igen - vi var slet ikke færdige med at snakke. Jeg ville også godt have nået at besøge min morfars bror 'Onkel Jens', som jeg altid gasser med. Han har et par seler, som findes frem ved festlige lejligheder, og jeg får ham altid med på et festligt billede hvor selerne vises frem når der er en festlig familie komsammen - rent faktisk har han sagt, at jeg skal arve festselerne. :-)
Det må blive næste gang vi svinger inden om Onkel Jens og hans kone - forhåbentligt snart. Vi nåede dog at svinge inden om Brovst Lysstøberi, som for mig er en virkelig farlig biks: Der er pileflet, garn og uanede mange mængder fin fin brugskunst. Der er åbent værksted, så man kan opleve fremstillingen af de hånddyppede lys, pilefelt og blomsterbinding. det er simpelthen så hyggeligt et sted. Da vi købte vores søde røde hundedame nummer 1, skulle vi til Mors efter hende og på vej hjem kørte vi også indenom lysstøberiet, hvor hun fik en lille kurv med broderet klæde. Den boede hun i, når vi var på tur - så var der altid et sted hun kunne kende som hendes med hendes egen lugt i - hun elsker stadig den kurv, og hopper ofte derop i og snupper en lur.
Jeg slap dog derfra igen med nogenlunde balance på min konto (jeps - jeg er åh så voksen), men det blev da til garn til 6 par sokker. Dem vil jeg igang med her i weekenden. Her er et lille billede af sneen i Hou - jeg har indtil nu forsøgt at ignorere den så meget som muligt i håb om, den så blev træt af at være her og så smutter af sig selv igen - men det var vist lange udsigter. Vejen mellem Ulsted og Hou er nærmest ufremkommelig, medmindre man er i besiddelse af en Jeep, men det er vi ikke, så vi skal over Hals på vej på arbejde. I dag skal jeg bare hygge - jeg sidder lige nu vågen alene sammen med den ene hundedame med et tændt stearinlys - og tændt mac. Måske jeg skulle arrangere morgenmad og så vække Simon med en kop kaffe? Så kan vi hygge med Mads og Monopolet som herhjemme er en fast lørdagstradition - og mon ikke der så skal bages pæretærte med marcipan og chokolade i dag? - Det tror jeg!

fredag den 26. februar 2010


I dag er det weekend! Simon og jeg skal på roadtrip - det bliver simpelthen så hyggeligt!
Desuden skal der provianteres, laves madplan (åh, så voksne vi er), fjernes sne, og så er der ellers en helt blank weekend at gå igang med - det er den rene svir! Selvom der er så meget sne udenfor, at vi giver det væk uden beregning, så tør vi godt futte afsted i mazdarattien - vi har de bedste dæk på i hele verden - og desuden er jeg den bedste bilist i hele verden(hooooost) - så kan det jo slet ikke blive andet end en god tur. Vi skal spise frokost sammen og snakke en masse - jeg savner ham en smule. Simons humør har været lidt fraværende i forbindelse med at han nu har været ledig i et par uger - han har mærket bureaukratiets værste sider, fordi der nu er to sæt love, der dækker samme område. Heldigvis fik vi i går bekræftet, at de faglige kurser han har krav på, nu er i orden at han deltager i. Der er så mange regler og paragraffer at de sagsbehandlere der er sat til at følge dem kan blive noget så forvirrede. Så i går tog lederen af Jobcenter Aalborg sig af sagen og det endte med at de måtte erkende, at Simon havde ret og havde krav på sine 6 ugers kursus - heldigvis. Simons humør er nu kommet igen - og jeg nyder, at vi skal være kærester i dag. Hundedamerne har fået nye stier i græsplænen, for som du kan se på billederne at sneen en direkte opfordring for udbryderkonger - heldigvis er strejf ikke noget damerne gør i, men for en sikkerheds skyld er der nu gravet stier hele vejen rundt - vi skal jo passe på vores små hårbolde.

Jeg synes forresten at du skal kigge på Nordhjems hjemmeside - de har fået en masse nye Greengate latte kopper - de er simpelthen bare så fine og kan virkelig lokke mig i fordærv :-)
Du kan finde fristelserne på dette link:

http://www.nordhjem.dk/products/productlist.aspx?searchtext=latte

onsdag den 24. februar 2010

Der har været lidt stille her på min lille blog. Sandheden er, at jeg simpelthen har været så super træt. Jeg tror, det måske er den penicillikur jeg er på endnu der slår bunden ud af mig.
Her i weekenden var Simon og jeg en ur i sommerhus, hvor vi besøgte min onkel og hans familie. Det var simpelthen så lækkert. Pool, spa, solarium og ikke mindst det dejlige selskab. Vi snakkede meget om, om det var usmart at køre helt til Saltum, men det gik rigtig finte hele vejen - undtaget de sidste 200 m - der holdt en sjællænder på sommerdæk og en sneskovl han ligeså godt kunne have været gaven i denne uges Anders And blad, for den faldt konstant fra hinanden, og tre kamphunde på bagsædet - og en mine der sagde *selvom jeg er fucked og gerne vil have jeres hjælp - så er jeg stadig konge!'. Suuuuper dejlig fyr! Til gengæld var han meget glad for den børste han havde medbragt -og flittigt brugte når han gik fra at forsøge at skovle bilen fri for sne og 2. gear - bakgear - for TÆNK hvis der kom lidt sne ind i bilen. Min onkel og min 15 årige fætter kom også til for at skubbe bilen fri - min onkel, der er fisker og lavet af meget solidt materiale stod næste vandret mellem bilen og snedriven - så opgav han og bad om at køre - så kunne Kongen af Sjælland skubbe. Det viste sig, at det var fordi han var bange for at bruge bilen - da min onkel satte sig ind skal jeg lige love for at der skete ting og sager. Vi kom endelig videre efter at have fået parkeret kong Sjællands Seat - og det var rart at komme ind i varmen igen. Tænk at det kan gå så fint hele vejen og så tage halvanden time de sidste 200 m.
Min tante er kok og diskede op med både steg og oksemørbrad. Det var simpelthen en super dejlig weekend. Vi snakkede, fik et par øl (de andre - ikke jeg--> penicillin) og hørte en masse musik fra 'gamle dage' som min fætter og kusine kaldte det - men det var alt fra Janis Joplin, Hendrix til temaet fra Grease og 'I wanna dance with somebody' med Whitney Houston, som min onkel fortalte, var det største hit, da han mødte min tante. Pludselig var klokken 03.30 - så var det godnat.
Det var en rigtig dejlig weekend. Hundedamerne har været på overnatning hos vores søde naboer - og det har været en stor succes. De har en chincilla, som hundedamerne begge blev totalt forelskede i. Den fik så mange nyssere og de forsøgte alle tre at kommunikere ved hjælp af grynt, hvin og små vif. Det var virkelig sjovt at se.
Det var en super god film - og måske lidt uhyggelig, men det endte heldigvis godt.
Inden filmen startede var vi lige en tur ude på mit arbejde, hvor vi både fik rundstykker og fik prøvet sodavandsautomaten i kantinen. Da filmen var slut kørte vi til Hou - jeg skulle lige have besøg af en mand fra Fjernvarmeforsyningen i forbindelse med en ændring i vores BBR - så nu har vi sparet omkring 100.000 kr - dejligt.
Imens fik vilavet perleplader, snakket og set 'Da Lotte blev usynlig'. Så var det tid at vende snuden hjemad for niecen og jeg hentede Simon hos min svigermor - der var lige noget trådløst internet der skulle ordnes og et par lamper der skulle kigges på. Så nu er vi landet i sofaen - vi skal lige se lidt fjerner inden vi rammer høkassen tidligt.

fredag den 19. februar 2010

Så er der weekend - og næsten hul igennem. Jeg har været på job i dag. Det var rart at komme lidt ud af boblen herhjemme. Det var også rart at mærke, at mine kollegaer blev glade for at se mig igen, så alt i alt en rigtig dejlig dag. Der var selvfølgelig en masse snak om de ændringer som står for allerede fra på mandag.
I morgen skal vi have besøg af den aller bedste. Det ser jeg meget frem til, for jeg har ikke set hende - og hendes søde kommende mand i tusind år - mindst. Så i morgen formiddag skal der bages og sættes lidt vasketøj over inden besøget. Til aften pakker jeg min mac, en bog og strikketøj, for så rejser vi en tur til Saltum, som jeg er så glad for. Der skal vi besøge min onkel i sommerhus. De hygger deroppe i stor stil. De har lovet lækker aftensmad - min tante er kok, så når hun går i køkkenet rejser jeg gerne den halve jord rundt for at være med. Jeg har lige snakket med min onkel i telefonen . Alle ungerne var i poolen og nu slappede han af på sofaen imens min tante fik taget en masse billeder af ungerne. Jeg glæder mig sådan til at se dem igen.
Da jeg kom hjem til Simon blev vi enige om at få provianteret lidt inden det blev for sent - Så nu er det ordnet. det var en rigtig hyggelig tur og vi fik snakket lidt - det har der ikke rigtig været plads til i denne uge - tænk at man kan savne en, som man ser hver dag. Jeg har et stort behov for at have tæt kontakt til ham. Han er vist på alle måder min bedste ven.
Da vi kom hjem, fik vi lige en rugbrødsrundtenom ved køkkenbordet, inden Simon foreslog at vi lige får støvsuger og svinget en klud, så det er til en side, og vi kan holde weekend med god samvittighed - gerne for mig, så nu skal gangen lige rettes lidt på, så den er på plads - og så skal der vist lige sjaskes lidt med noget Ajax. Jeg skal nok lige få taget et par billeder af gangen, når den er helt færdig.

Hvad skal du lave i weekenden?

torsdag den 18. februar 2010


Ja... verden står ikke stille, fordi jeg er fuld af snot. Der har igen været organisationsændring på mit job. Så nu får jeg en del flere kollegaer, en meget noget anden vagtplan og en ny chef. Det er da noget af en omvæltning, men jeg tror klart det bliver til det bedre. Jeg har en god fornemmelse, selvom jeg er lidt ked af, at en enkelt kollega bliver flyttet til en anden afdeling. Hende og jeg kommer nemlig super godt ud af det med hinanden - men vi sidder jo stadig i samme kontor lokale så jeg håber ikke det bliver den store ændring lige på dét punkt. I en så stor virksomhed som den jeg sidder i, som er meget markedspræget og visionær, vil det medføre nye strategier og ændringer med mellemrum - men hvor er det godt nok med at have is i maven hver gang! Heldigvis er der altid sørget og forsøgt at tænke på alle, så det ender som regel ud med at blive meget bedre i det lange løb. Men når man lige står i det kan man godt blive lidt forvirret og bekymret. Denne gang tror jeg nu det bliver helt ok - vi trænger til nye mennsker i mon afdeling.
Jeg er efterhånden så frisk at jeg skal på job i morgen - det bliver godt at komme ud ad huset og få lidt luft under vingerne. Dog skal jeg nok lige huske at tage noget honning med til min the og en masse lommeletter - for en sikkerheds skyld.

Ja... Jeg ligger her stadig... jeg har det som om jeg har slugt 4 km sandpair korn 35 og derefter en meget langhåret kat. Jeg ligner en albino, der er blevet så forskrækket, at al farve (som en albino jo ikke har) er raslet af ved et frygteligt uheld. Min næse kunne være arvet fra Michael Jackson - den er næsten pudset væk. Puuha... jeg kan høre, jeg næsten er mande syg nu!
Noget godt er, at nu ruller Operation Påskeglad igen. Jeg har været med i 4 år nu, og det er simpelthen så hyggeligt. Er du ikke meldt til, så send en mail til pernille@prelsborg.dk og få dig meldt til.
Du kan læse meget mere via dette link, hvor reglerne også kan findes.

http://www.prelsborg.dk/2010_02_01_archive.html#503024220165340344%23503024220165340344

onsdag den 17. februar 2010


Jeg snotter stadig... det er egentlig ikke så spændende at skrive om, men det fylder en del. Det er en stor hindring for mig at ligge pacificeret her under en dyne og næsten frygte at skulle pudse næse igen, for den er ved at være hudløs. Jeg har brugt 2 hele lommeletter - der er 10-12 pakker i hver!
Imens kan jeg ligge og kigge på støv og tænke på alle de ting jeg burde gøre, i stedet for at ligge her. Jeg er ikke god til at tage mig tid til at blive rask. Det er kedeligt og super træls - min lugtesans er helt væk.
I går fik jeg en kasse med samples. Jeg er tilmeldt et reklamebureau, som sender vareprøver ud som jeg så skal teste og dele små prøver ud til mine venner og rapportere tilbage, hvad jeg og mine venner synes. Denne gang var det Doves nye sæbe. Den dufter superlækkert, så den skal prøves i dag - varme brus hjælper på trykket i mit ansigt.
Jeg håber nu at kunne komme på job i morgen. Måske er det lidt naivt, men jeg går til af at sidde her uden at kunne foretage mig noget.
Jeg tror jeg vil se om jeg kan sove det væk og så tage en tur i blogland senere.

Hvad laver du i dag?

tirsdag den 16. februar 2010

Tilbage til fortiden.


Jeg skulle bruge mine eksamensbeviser i går inden middag til en ansøgning, men af en eller anden årsag er de bare forsvundet! Jeg har aldrig brugt dem til noget, men det er nødvendigt at fremvise dem, så i går formiddag gik den vilde jagt. Jeg så på nettet, at man mod et gebyr på 649 kr kan bestille dem, men det har jeg hverken tid eller råd til, så jeg kørte forbi mit gymnasium. Der er præcis den samme lugt og stemning, som for ti år siden. På kontoret kan man stadig låne telefonen - man skal huske at trykke 0 for at ringe ud. Det samme glas med afklippet plaster klar til brug står der stadig - og de busplaner man kan låne står i samme holder med 'Tilhører kontoret' præventivt markeret med blå sprittusch. De samme brevbakker til for sene afleveringer er der og det er også de samme personer, der arbejder der. Hvor er det vildt, at tiden kan gå sådan i stå. Jeg følte mig fuldstændig slet tilbage til gymnasietiden.
Da jeg havde fået mine print fortsatte jeg op til min efterskole, som ligger i nærheden af, hvor ansøgningen skulle afleveres - her var det hele også som dengang. Både Simon og jeg har gået på den efterskole, så det var sjovt at fortælle ham om mit lille besøg. Jeg fik en lille snak med forstanderen, som dengang var min tysklærer. Min dansklærer, min dramalærer og mange andre er der endnu... hvor er det sjovt. Jeg blev inviteret til at komme derop sammen med Simon ved lejlighed, så vi kunne mindes sammen Det kan da godt være vi gør engang vi lige er på søndagstur. Vi snakkede også om, hvor små og lille menneskerne på både gymnaset og efterskolen er. Simon mener, det er mig, der er blevet meget ældre - HOOOOST! Men tænk, at man selv var sådan en lille en, der troede man vidste alt om alt dengang. Jeg kan i hvert fald huske, hvor klog og selvstændig jeg selv synes jeg var.
Da ansøgingen var afleveret, blussede feberen op igen, og det kunne ikke gå stærkt nok med at komme hjem under dynen. Nu er betændelsen fra min bihulebetændelse løsrevet - og jeg skal da lige love for at der er taget et godt indhug i mit lille lommetørklæde-stash. Jeg har fået ny penicillinkur, så nu putter jeg her og venter på at virkningen indtræffer. Jeg har ingen stemme og ikke luft nok til at fløjte efter hundedamerne når de er ude for at nifle. Hurra for min klikker! Den virker hver gang :-) Gad vide, om jeg kunne få en piccoloklokke så jeg kan ringe efter Simon?? - Er det strengt?

søndag den 14. februar 2010

Lokal charme


Når jeg kører hjem fra job senere end 16, hører jeg tit lokalradio. Jeg oplevede et helt nyt niveau af lokalradio i går. Radioværten og de lyttere, der ringede ind for at ønske et stykke musik, kender hinanden privat. Det slår tydeligt igennem i programmet. Nu skal det siges, at den lokalradio, jeg lyttede til hører til syd for Limfjorden, men hvor er jeg glad for, at signalet går igennem helt over til os her i Hou. Det var simpelthen så amatøragtigt og på samme tid charmerende og hyggeligt. Der er ofte lange pauser, mens værten overvejer, hvad der nu skal snakkes om indtil næste lytter ringer ind - der hostes, man kan rømme sig og endda tælle højt, mens man finder ud af, hvor i cdens playliste man skal hen for at opfylde lytternes numre på cden - for her taler vi ikke om at undgå at spille mp3 men istedet afspille cder i radioen, fordi de numre der ligger på computeren er svære at finde rundt i. Jeg hører normalt ikke den type musik, men den tone og stemning der lå i programmet var så hyggelig og rummelig, at jeg bare grinede hele vejen hjem.
Værten fortæller, at man nu kan ringe ind og ønske et stykke musik, hvis man er frisk på at synge en strofe af en fastelavnssang.
'Ja...... nu tror jeg sør'me, vi allerede har en lytter igenne......... hvem snakker jeg med?'
'Ja hallo.... er jeg igennem? (hoooooost host)
'Ja, nu er du i radioen..'
'Nå da da.......' (lang tavshed)
'Hvem snakker jeg med?'
'Det er Else, Ole - hva så? - hvordan går det?'
'hø høhø -Jamen Hej Else - det går fint' (laaaaang tavshed)
'Hva så, hvad vil du gerne høre?'
'Jamen, skal jeg ikke gætte noget?'
'Nej, nu kan man ringe ind og synge en fastelavnssang og ønske et stykke musik'
'Nå.....'(??????)
'......Er du med på spøgen?'
'Nej............. Det er jeg ikke'
'Nå... jamen det var da ærgerligt, så må vi se, hvem der gerne vil høre noget musik' - Her forsøger radioværten at afslutte kaldet, men lytteren fortsætter:
'Hooooost host host.... hvordan går det med din søster, Ole?'
'Jamen hun har det fint, tak - du vil ikke hoppe med på spøgen og så ønske et stykke musik?'
'Nej, jeg vil hellere gætte noget, men farvel'

Så ringer telefonen igen:
'Ja..? Hvem er igennem?'
'Hej, det er Gunhild'
Jamen hej med dig - vil du være med på vores lille fastelavnsspøg? høhø'
'Ja... Boller op og boller ned... '
'Næææ hvor fint - hvad vil du så gerne høre?'
'Jamen jeg vil gerne høre et nummer fra den nye Kandis cd'
'Ok... jamen den vil jeg så lige gå ud og se, om jeg kan finde - sidst jeg var her, lå den på disken, men nu er den vist væk - hvis ikke jeg kan finde den - hvad vil du så høre?'
'Jamen så bare en anden...'
'Ja... for computere er altså noget svært noget at finde ud af.... Jeg går lige ud og ser om jeg kan finde den...'

Senere i programmet:
'Ja..... nu skal vi høre noget med et band, der kalder sig Abba. De er svenske og har været fremme i en del år nu. Det nummer vi skal høre, er også titelnummeret til en amerikansk film, der havde præmiere for et par år siden - den var så alligevel ikke lavet til den film, men passede så godt dertil, så det var nok derfor de valgte den' (Mamma Mia)

Og sådan fortsætter det bare - det er simpelthen så hyggeligt og morsomt at høre på. Målgruppen er meget tydeligt en el anden end den jeg befinder mig i, og det er helt sikkert også derfor hastigheden (eller manglen herpå) er sat så kraftigt ned. Men hvor er det godt, der er plads til den slags!

lørdag den 13. februar 2010

jneg er bnare snå snodded...


Nej, det er ikke stavefejl, men det er cirak sådan jeg lyder i øjeblikket. Bihulebetændelsen er stadig ikke slået ned og nu skal jeg da love for at jeg har hovedet fyldt med diverse bakterier - pyha... Så føles hovedet tungt og pakket ind i vat. Ikke desto mindre er jeg nu på job - der har været lynende travlt i et par timer, men nu ser det ud til, der er en lille pause. Jeg er bevæbnet med lakrids, Zyx (som i øvrigt er fantastisk ved halssmerter), pepsi Max, næsespray og penicillin. Mon ikke jeg overlever. Jeg har haft mit lille tekniske kæledyr, min Mac, med på job, for min kollega Morten er en sand haj til den type teknik - som jo er en helt anden verden end en almindelig pc. Så der har jeg lært nye tricks og har fundet ud af hvor meget jeg virkelig kan bruge den til. Jeg er bare så glad for den.
I går lavede jeg smörgåstorta, på Simons bestilling. Vi skal have gæster i aften til spisning, og det smarte med smörgåsen er, at den helst skal laves dagen før og så serveres - uden opvarmning eller noget. Så den skal bare trylles frem fra køleskabet og så er der serveret. Det er så lettende, når jeg ikke er helt på toppen og egentlig mest har lyst til at se dyner. Men det er helt særlige gæster af den behagelige slags, som man bare er smamen med uden at skulle anstrenge sig for at underholde eller holde samtalen flydende. SÅ de vil ikke se skævt til at vi hopper i sofaerne og ser med en film eller andet - det plejer vi nemlig at gøre, for de holder af den slags i samme grad som os. i morgen står den på en hyggelig uformel fødselsdag og afslutning af vores (troede vi) lille projekt i entréen - det bliver godt at få en fodtøjsparkering igen!

torsdag den 11. februar 2010


I dag er lang dag. Der er sygdom og min afdeling er ret lille, så når der er flere syge, bliver vi ret skrøbelige. Det hele reddes af de fastelavnsboller jeg har bagt til afdelingen - sukker kan åbenbart kurere det meste her på kontoret. Hip hurra for det.
Fastelavnsboller fra Hou
Ingredienser:
Dej:
100 gram margarine
1dl mælk
35 g gær
2 spsk sukker
0,5 tsk salt
1 æg
250 g hvedemel – jeg bruger dog noget mere
Remonce :
50g margarine
50 g sukker
1 lille spsk mel
Kagecreme + evt. glasur.
Dej:
Margarinen smeltes og gæres smuldres i. (håndlun) Tilsæt sukker, salt, æg og halvdelen af melet. Tilsæt mel til dejen ikke klistrer mere Lad dejen hæver 15 min. tildækket
Remonce:
Margarinen (der skal helst være lidt blød) blandes sammen med sukker og mel.

Rul dejen ud til en firkant (ca. 30 x 30 cm) Firkanten deles i 16 lige store dele På hvert dejstykke anbringes 1 tsk. remonce og dejstykket lukkes godt sammen om remoncen og anbringes på en plade på bagepapir med lukningen nedad og trykkes let flade. Hæver ca. 15 min.
Tyk derefter et hul ned i hver bolle med tommelfingeren og heri fyldes en tsk. kagecreme og pensles med æg.
Bollerne bages ca. 12 minutter ved 210 grader.
Efter afkøling pyntes bollerne med glasur

Velbekomme :-)

mandag den 8. februar 2010

Mandags-smilebånd...


Kære John



Jeg håber du kan hjælpe mig. Forleden dag, da jeg tog på arbejde, efterlod jeg min mand derhjemme, foran TV’et. MIn bil begyndte at lyde mærkelig og ca. en kilometer hjemmefra gik den i stå. Jeg måtte gå tilbage for, at bede min mand om hjælp. Da jeg kom hjem, kunne jeg ikke tro mine egne øjne -Han var i vores soveværelse med naboens datter!

Jeg er 32, min mand er 34 og naboens datter er 19. Vi har været gift i 10 år. Da jeg fangede ham i hans utroskab, brød han sammen og tilstod, at deres affære havde stået på gennem de sidste seks måneder. Han vil ikke gå med til nogen form for rådgivning og jeg er bange for, at jeg er på kanten til et nervesammenbrud - kan du hjælpe mig.



Kærlig hilsen Gudrun.



**

Kære Gudrun



En bil der efter så kort en køretur, begynder at opføre sig som du beskriver, kan have flere motor mæssige årsager. Check først om der er kondens i brændstof tilførslen. Hvis ikke, så check vacuum rørene og pakningerne på indsugnings manifolden. Check også alle stel forbindelser. Hvis intet af ovenstående løser dit problem, så kan det være selve brændstof pumpen der er defekt og ikke yder et stort nok tryk mod indsugningen.

Jeg håber dette kan hjælpe dig.



John.

Ja... så enkelt (og måske også en tand grovkornet) kan kommunikationen mellem mænd og kvinder beskrives...

søndag den 7. februar 2010


Jeg lever endnu. Jeg fik en såkaldt 'London cocktail' af min læge - og så skal jeg da eller love for at jeg gik i brædderne! Den består af kvalmestillende, migrænepiller og stesolid - puha - jeg har nærmest tømmermænd i dag. Men jeg er på job. Det går nu ok. Jeg havde egentlig forventet at skulle sidde alene i dag, men ledelsen har pålagt alle at tage overarbejde i denne uge og næste. Så jeg har fået uventet, men dejligt selskab i dag. Egentlig er det men meget rummelig arbejdsplads jeg har. Nogle af dem der er mødt ind i dag har børn eller hunden med. Det er der plads til - heldigvis. Mine hundedamer er nu hjemme i dag - de skal i skoven med Simon, så det er nok at foretrække frem for at sidde på kontoret i 6 timer. På min arbejdsplads er der fredagsbar ca. en gang om måneden, og i februar er det på næste fredag. Der er arrangeret dj, fri bar og snacks og så kommer komikeren Simon Talbot forbi. Der er mange arrangementer på min arbejdsplads. blandt andet er der ofte fælles biografture til meget få penge, teater, koncerter og de kulinariske kurser, som jeg tidligere har nævnt. Chris MacDonald kommer forbi i nærmeste fremtid - det skal nok blive interessant.
I går var jeg til det der lokalt kaldes 'globryllup' - En af mine klassekammerater skulle giftes, så jeg ville bare så gerne se hende i den smukke kjole - og hvor var hun bare smuk! Kjolen var en af de helt store - men lignede ikke en stor marengs - den var helt fantastisk - og jeg er ellers ikke en kjolefan. Den hvide kjole, sneen uden for og den helt særlige stemning der er, når to mennesker siger ja til hinanden gik virkelig op i en højere enhed. Efter jeg selv er blevet gift bliver jeg meget rørt når jeg oplever andre gennemgå den samme ceremoni - for hvor er det bare smukt!

Når arbejdet i dag er overstået skal jeg forbi en tidligere kollega og derefter videre til fødselsdag - så er den søndag vist også brugt!

torsdag den 4. februar 2010

Atjuuu....!!!


Så blev det min tur til at få besøg af kleenexbussen. Jeg har bi-kæbe og pandehulebetændelse. Jeg skal op og have blodprøver hos lægen i morgen, for hun er vist lidt bekymret for at jeg har for mange bakterier i blodet. Jeg er fuldstændig smadret i hele kraniet, og penicillinen vil ikke virke. Heldigvis er Simon god til at forkæle mig - han har købt ind og taget Zyx, næsedråber, blade juice, ekstra kleenex og lidt mundgodt med hjem, så det ikke bliver før øv at ligge og være døden nær :-) Så mon ikke jeg overlever. Jeg vil meget gerne være frisk meget snart, for der er bryllup og Grand Prix i denne weekend - og en lille søndagsvagt på job. Men mon ikke jeg når det hele - det SKAL jeg!

tirsdag den 2. februar 2010

Tirsdagsgrin!














mandag den 1. februar 2010

Romantik..


Jeg havde besøg af en veninde for et par dag siden, som sagde: 'Jeg får bare ALDRIG blomster eller gaver af min kæreste - det er bare så øv!'
I denne måned er det Sct. Valentines day. Nogle benytter det som en god anledning til at vise sin værdsættelse af kæresten eller ægtefællen. Andre mener det er noget opreklameret amerikansk fis, som blomsterbinderne forsøger at spinde guld på. Traditionen er at give blomster eller chokolade. Jeg kan ikke sige, i hvilken lejr jeg står, for egentlig synes jeg det er rigtig hyggeligt at man viser den man elsker, at man holder af dem. På den anden side, vil jeg jo mene, at det bør man jo gøre jævnligt gennem hele året. Så stilling til Valentine tager jeg nok ikke.
Noget jeg synes er mere interessant er hvordan man så er romantisk. For mig handler romantik ikke så meget om gaver, men mere om betænksomhed. Selvfølgelig er nye ting super lækkert, men jeg bliver mindst lige så glad, når Simon f. eks. står op samtidig med mig på sin fridag og morgensnakker med mig. At han, som for eksempel i går, kørte ned og tankede bilen op, så jeg ikke blev stresset mandag morgen over, at jeg lige skulle nå det inden jeg kunne køre på arbejde. Et stearinlys på middagsbordet eller at han husker at rede sengen, når han står op sidst - fordi han ved jeg foretrækker, at den er redt. Det betyder meget mere for mig end gaver og blomster. Selvfølgelig går det også den anden vej - jeg husker, at han bedst kan lide cookies, der er sprøde udenpå og bløde indeni. At han holder meget mere af orden og alfabetisering af ting, så jeg husker at lægge f. eks film og cd er på plads i de korrekte covers. At han elsker at få en madpakke han ikke selv har lavet og en kop kaffe på sengekanten.

Dagens spørgsmål: Hvad er romantik for dig -og holder du Valentines Day?
Dagens op: Jeg har ikke planer for i dag, når jeg har fri fra job.
Dagens ned: Der er SUPER glat udenfor, så jeg skal liste hjem i bilen.
Dagens tip: På sådan en mandag er det ikke dårligt med et lille sukkerchok:

Chokolademousse med nøddebund
Bund:
1 æg
3 spsk. sukker
2 spsk. mel
2 spsk. kakao
1 spsk. kartoffelmel
¼ tsk. bagepulver
25 g hakkede nødder
smør til formen

Mousse og pynt:
200 g chokolade
4 past. æggeblommer (2 bægre)
3 past. æggehvider (2 bægre)
50 g sigtet flormelis
lidt høvlet chokolade til pynt

1. Rør æg og sukker luftigt. Sigt mel, kakao, kartoffelmel og bagepulver ned i skålen, og vend det i æggemassen. Rør nødderne i dejen, og fyld den i en velsmurt springform (18 cm) med bagepapir spændt over bunden. Bag kagen ved 200 gr. i ca. 8 min. Køl den helt af.
2. Smelt forsigtigt chokoladen. Rør æggeblommerne i den fingervarme chokolademasse. Vask piskeriset omhyggeligt, pisk hviderne stive med flormelis, og vend dem i chokolademassen.
3. Hæld chokolademoussen over bunden, mens bunden stadig ligger i formen, og stil desserten på køl til næste dag. Skær den i portionsstykker med en meget skarp kniv, og pynt dem med chokoladespåner.

NB.
Bunden kan sagtens tåle at blive bagt et par dage i forvejen.