lørdag den 31. oktober 2009

Halloween


Halloween er som sådan ikke noget vi fejrer hjemme hos os. Det begrænser sig vist til de hyggelige græskarlygter, som jeg endda tvivler på, jeg når at lave i år. Billedet her er fra sidste år, hvor MissMuffin og jeg forsøgte os en formiddag.

Jeg havde en super hyggelig fødselsdag - Simon havde rengjort hele huset og tændt op i pejsen. Så var der endda højtlæsning, som vi hjemme hos os gør en del i. Jeg har bare hygget mig sådan - selvom jeg nu er 28(!!). Det er godt nok tæt på 30, vil jeg bare lige sige. Besøg og gaver er udsat til næste lørdag, for det var egentlig meningen at vi ville have holdt noget i dag, men jeg skal arbejde - og i aften skal vi til halloweenfest hos min søde veninde, der holder en såkaldt 'kom og se, jeg er blevet færdig med renoveringen af mit hus'-fest. Hun er flyttet sammen med den sødeste kæreste, som oprindeligt er fra England, så der kommer også gæster derfra. Det bliver superhyggeligt. Jeg har købt en amaryllis som jeg har fået pottet i en rigtig fin potte til hende - og så en fæl havenisse - for sådan en har hun garanteret ikke! Jeg ved ikke hvor glad hun bliver for den - det kan jo gå begge veje, når man kommer med sådan en kitchet gave. Planen er, at så får hun amaryllisen som ekstra gave.

I torsdags var jeg på besøg hos min allersødeste Lotte. Det var bare så hyggeligt, vi hentede take away og fik sladret en masse under hver sit vattæppe. Det er efterhånden lang tid siden vi har gjort det sidst, så det var tiltrængt. Det giver sådan et godt overskud lige at få en sludder med Lotte. Jeg var godt træt, da jeg skulle hjem, så det passede meget godt, at Simon skulle med hjem - så kunne han være chauffør... hi hi.

Ellers skal weekenden vist bare gå med hygge, afslapning - og så har jeg fri mandag, så der skal jeg lige en tur ind til byen og snuse lidt.

Hvad skal i lave?

tirsdag den 27. oktober 2009



I dag har været en ret mærkelig dag. Da jeg mødte på job i morges, var der intet IT udstyr der virkede. Det betød at vi efter et par timer måtte flytte til andre adresser i firmaet - for efter 25 minutter at flytte retur - for der virkede det meste igen. Det er utroligt som negativ energi og semi-frustrationer kan sprede sig og smitte.
Jeg fik tiltusket mig en omgang afspadsering i den anledning, for det var begrænset mængde af arbejde jeg kunne udføre i dag. Desuden skulle jeg alligevel gå tidligt i dag for jeg skulle lige forbi lægen inden jeg igen ramte Hou. Jeg kunne så lige nå en eftermiddagslur inden lægebesøget så det var helt perfekt. Jeg tror det her vintertid rammer hårdere end ellers i år. Jeg har næsten jetlag :-)
Nu er jeg lige kommet hjem og trækker lige vejret igen inden jeg skal ud i køkkenet. Jeg har fødselsdag i morgen, så det betyder, at jeg lige skal nå at bage en kage, som jeg kan tage med på arbejde.

Jeg har forresten en tilståelse. Tidligere har jeg været meget glad for Boligliv, Isabellas og andre boligmagasiner. De er blevet skiftet ud med to andre. Det ene er Jeanne d'Arc Living, som ca udkommer hver anden måned. Det andet er Hendes Verden. Jeg ved ikke, om det er fordi 28 banker på min dør i morgen, men jeg synes faktisk, at der er en del meget brugbare elementer i bladet - mad, håndarbejde og bolig. Mange gange synes jeg faktisk, at Hendes Verden er flere km foran eksempelvis boligliv, som jeg lige holder en pause fra, fordi præmissen her ofte er løsninger, du bare kan købe dig til. Der er mange af de der 'Skab selv stilen'artikler, hvor du så lige får en shoppingguide(og god reklame for producenterne) - og så stopper det ligesom der. Jeg finder mange 'do it yourself'-vejledninger både til håndarbejde, bolig og andre kreative projekter - og det er nok det jeg søger i øjeblikket - vejledninger med frihed til kreativitet og personligt touch, istedet for en diktat af, hvad god smag er - og hvor man nu skal hen og straffe dankortet for at få den nye stil.
Det er ihvert fald sådan jeg har det i øjeblikket - det kan være det ændrer sig igen.



Hurra for mit nye mormorblad :-)
Jeg ved godt der er en del i blogland, der er rigtig glade for eksempelvis Boligliv - fred være med det. Jeg synes bare jeg i øjeblikket ser mange af de samme ting måned efter måned - bare i nye farver og nyt layout. Så jeg ryster posen og tager en pause.
Indtil da hygger jeg med mormorblad, hjemmestrikkede sokker, Barnaby om lørdagen og stearinlys.
- og nu må jeg hellere få bagt den fødselsdagskage!

søndag den 25. oktober 2009

Glad i låget


Selvom der er mørkt og ret vådt i Hou i øjeblikket, synes jeg efterhånden jeg nyder årstiden. der er jo stearinlys, varm kakao, indetid (uden dårlig samvittighed over man burde lave noget i haven, pejs - og så er der jo ikke engang 2 måneder til jul mere. Selvom jeg godt kunne bruge at gå en tur ned på havnen med hundedamerne og få en fætter som ham på billedet.
Jeg synes dog stadig, at man bliver en smule træt af mørket, så mine tendenser til at gå i hi kommer heltfrem i første række.Alligevel er jeg rigtig glad i øjeblikket.
Sidste weekend fik jeg besøg af en masse damer, for der var arrangeret tupperwareparty. Selvom det er en smule kikset, var det faktisk rigtig hyggeligt. Det var lidt sjovt, for helt uafhængigt af hinanden var min bestillingsliste totalt identisk med min mors. I fredags var jeg lige hjemme hos min mor en tur. Her snakkede vi om alle de ting hun efterhånden har fra Tupperware. Jeg kan huske de her krus fra min barndom:

Billedet er lånt fra MetteSofie, som jeg lige har skrevet en mail til - for dem er jeg helt klart nødt til at eje!Jeg skal have luret om ikke jeg kan finde en del flere af dem - de er jo bare så super. Jeg kan huske, at jeg som helt lille brugte meget lang tid på at overveje, hvilken farve jeg ville have i dag. De kunne tages med i haven, står på kanten af sandkassen eller være med, når der var fest i et legehus.
I går havde jeg besøg af min mindste lillesøster. Hun er 15 år yngre end mig, men hold op, hvor er hun altså blevet en stor pige nu. Jeg opdagede lige i går at hun er højere end mig - og bruger større sko end jeg. Jeg skulle hente hende fra en ungdomsfest i Hjallerup, og så fik jeg hende lokket til at overnatte. Så lørdag gik med hygge, snak og så fik vi set 'Mænd der hader Kvinder'. En super god dag.
I dag skal vi have ryddet op og sorteret i vaskerummet. Det bliver godt, når vi er færdige - så tænker jeg det er tid til varm kakao og stearinlys - og Forbrydelsen 2! Jo jo, jeg er rigtig glad for efteråret. Det er sjovt, som det kan vende.

mandag den 19. oktober 2009

Efterår


Jeg ved godt, det er lige tidligt nok at pive, men hold op, hvor er der blevet mørkt om morgenen. Det plejer slet ikke at komme bag på mig i samme grad som det har gjort i år. På den vej jeg benytter når jeg kører på arbejde står der rigtig mange børn, som skal med skolebussen. Jeg har de sidste mange morgener været rædselsslagen for at ramme dem, for mange af dem står lige rundt om et hjørne og næsten frygtløst langt ude på vejen. Måske man endda burde udlevere en refleksbrik og et lille foredrag om hvor farligt det er, når man ikke kan se, de står der. For når vi er ude på landet, er der jo ikke ligefrem gadelys.
I dag har Simon fri og han får besøg af en kammerat, der skal hjælpe med at få styr på det sidste i haven, inden vi kan lukke den ned for vinteren. Simon har hjulpet kammeraten i mange timer med diverse hjemme hos ham, så nu er det tid til at der skal laves lidt hos os. Jeg er spændt på at se, hvad de når.
Når jeg her fri skal jeg vist en tur forbi apoteket, for jeg er godt igang med at få ondt i halsen.
Ellers står den vist bare på vasketøj og andre huslige ting - ja, det er i den grad mandag i dag.

søndag den 18. oktober 2009

Begavet!



I går var en rigtig hyggelig dag. Om formiddagen fik jeg bagt en masse - 2 slags muffins og lækre svampede gulerodsboller. Anledningen var et mindre frivilligt Tupperwareparty (tænk, at man er blevet SÅ gammel!).Egentlig var det Diddes initiativ, men eftersom det er mig, der har flest sofaer, ringede hun lige om meddelte, at hun havde arrangeret Tupperwareparty, og om jeg ikke liiige kunne bage lidt? Jo jo :-) Så er det da også prøvet. Så alle de gode blev inviteret og vi havde en super hyggelig eftermiddag. Der blev snakket om plastikbøtter, tricks og ideer. Der belv udvekslet erfaringer med de forskellige produkter, for et par af damerne har i forvejen en del. Desuden blev demonstratricen sat på hård prøve, for der blev ikke lagt fingre imellem: kan den her godt holde til at komme i opvaskemaskinen mere ned tre gange uden at blive grim? Hvordan er det her at rengøre - og kan den her virkelig holde grøntsager friske så længe? Men der blev bestilt og derefter gik vi til fadene. Det var bare så hyggeligt, og faktisk var det egentlig en godt blandet flok - jeg kender godt nok nogle forskellige mennesker. Dejligt!
Så blev det tid til en ordentlig morfar og over aften ringede det på døren - udenfor var min trappe fyldt med træer, buske og planter. Bagved stod min far iført pandelampe og ønskede tillykke med fødselsdagen - selvom det først er den 28. oktober. Men de havde mere eller mindre tømt plantorama og gaverne skulle jo gerne i jorden nu, så det blev gaver på forskud. Der var 2 pæretræer - herrepære og en ny sort - rød clara frijs. lækkert. Desuden var der en kæmpe ribsbusk, hindbærplanter og en kæmpe kasse med tulipanløg. Så vi har plantet en masse i haven i dag - lækkert.


Her er et par billeder af de andre ting vi fik . sommerblomster, lækre cherrytomater, som sikkert bliver til relish med chili - og så en lækker myrte i potte - den fik jeg af min allersødeste Lotte, som kom til plastikpartyet. Den er købt i en ny lækker blomsterforretning, der er åbnet op inde i aalborg -Rebel. Den skal helt sikkert nærstuderes ved lejlighed. Desuden havde min fars kone Jette husket at tage frø af min farmors stokroser. Deres hus er sat til salg og de har de smukkeste dobbelte stokroser på gårdspladsen. De bliver sat til sommer!!!










Alt i alt er jeg vist bare super heldig og forkælet. Det skal man nok huske at værdsætte lidt oftere. Det kan være man skulle lave et nytårsfortsæt på forskud?

I dag skal vi intet! Det er bare den vildeste luksus. Hele ugen har været booket op med en masse aftaler, opgaver og andet, der skulle passes. Men i dag er der frit spil. Vi vågner langsomt i dag - Simon og jeg er vild med Disneys film - her er det de ældste og klassiske tegnefilm, vi snakker om. Vi ser Den Lille havfrue. Den er bare så hyggelig,og det er efterhånden lang tid siden jeg har set den. Næst på listen over nyanskaffelser fra Disney ligger Skønheden og Udyret - den der bare så fantastisk! Jeg ønsker mig også Snehvide, som vist lige er udkommet på ny.
Rigtig god søndag - jeg håber jeres bliver ligeså hyggelig som min.

onsdag den 14. oktober 2009

Sukkerchok!


I dag er der medarbejderarrangement på mit arbejde - vi skal simpelthen ud på teknisk skole og lære at lave flødeboller! De bliver næppe så fine som på billedet, men jeg tror, det bliver super sjovt. Jeg har fået lokket min Didde med og vi skal mødes med MissMuffin og hendes Lotte derovre, så det tror jeg bliver rigtig hyggeligt. Sidst vi var afsted var det ihvert fald super sjovt - og så fik vi de lækre ting med hjem!
I går fik jeg styr på vores kontor - eller så godt som - der står stadig nogle ting, som egentlig bor i køkkenet, men det bliver først klargjort i dag så tingene ryger på plads i morgen. Det bliver så vildt at se køkkenet med 'tøj' på. Jeg synes ihvert fald jeg har ventet rigtig længe på det efterhånden. Så i morgen kommer der styr på udestue, kontor og køkken - det er så rart, når det hele klapper som det skal - der har vi helt sikkert haft udfordringer på det sidste.

Rigtig god onsdag!

tirsdag den 13. oktober 2009

Måneskinsarbejde


Simon og jeg stod ude i småregn i går aftes og plantede liguster. Måske skulle man tro, det ville være dødens pølse - og det var da heller ikke ligefrem varmt at stå der. Men det var super hyggeligt - vi fik snakket om en masse vigtige og også et par ligegyldige emner. Der var stjernehimmel og vi holdt pause, hvor vi skålede i appelsinjuice mens vi roste hinanden for at nå så langt så hurtigt. Det sidste skal sættes i dag, for til sidst var der så mørkt at vi ikke kunne se noget mere. Sådan er det når vi begge har fuldtidsjob - så kan det være nødvendigt at ordne sådanne ting på underlige tidspunkter. På den måde er det heldigt, at vi endnu ikke har børn endnu, for det ville kræve noget mere struktur og andre prioriteringer. Jeg fik også sat min skænk ind i kontoret i går, så nu skal der flyttes rundt på en masse møbler når jeg kommer hjem. Det bliver skønt, når vi når til weekenden, for så skulle de fleste ting være kommet på plads.

Rigtig god tirsdag

mandag den 12. oktober 2009

Det blå eventyr...


Vi knoklede som små heste i går. Jorden, hvor berberisen var hevet op ad, skulle jævnes en del mere end først forventet. Så Simon kørte rundt i haven med en kæmpe traktor det meste af dagen - mens jeg fik støvet af, vasket tøj og parkeret alle køkkenets ejendele på deres pladser. Der blev skiftet sengetøj, skuret badeværelse og luftet hunde - hele tre styk, for naboen Albert var alene hjemme.
Da klokken var ved at runde 16, var jeg efterhånden godt brugt... men så fik jeg et opkald, som gave helt ny energi. Min mors fætter, som bor på Skagen, ville kigge forbi. Han har tit 'truet' med at komme forbi, men forviklinger med forkert nummer og så videre har forhindret det. Men det blev så i går.
Jeg har altid - helt fra barn- set en kæmpe stjerne i min mors fætter. Min mor fortæller tit historien om, hvordan han som den første besøgte min mor på sygehuset, da jeg kun var en time gammel. Jeg fik min første bamse af ham, som han havde brugt sine lommepenge på.
Så da han ringede og fortalte, at han ville komme forbi, blev jeg bare så glad.
Han bor i Skagen, men det er sjældent vi kan få det passet ind med at få besøgt hinanden, fordi han som overstyrmand hos Maersk ofte jo er ude at sejle.
Jeg elsker at høre ham fortælle om de ting han oplever, så vi kom forbi alle mulige eventyr om pirater, østens markeder, bountyøen pitcairn og sejlerlivet. Han viste billeder af de mange skibe han har sejlet. Billedet viser Eugen Maersk, som er 397 (!!!)m lang og 56 m bred. Hvor er det vildt at Jens Jacob lige kan styre sådan en. Den sejler ca 50 km/t og skal den bremse, tager det ca 4.5 km., før den står helt stille - det er bare så fascinerende!
Han viste billeder af alle sine rejser, så i går var vi i Skotland, New Zealand, Sydkorea, Fillipinerne, Australien, Suez, Japan, Phuket, og rigtig mange andre steder. Jeg har reserveret en plads ved siden af ham til min søsters konfirmation - han er simpelthen bare så hyggelig.
Vi har aftalt, at nu hvor han er hjemme, skal vi i november op at besøge ham en tur i det fine hus på Skagen. Det bliver så hyggeligt, for han har lovet rundvisning på havnen.
I dag står den på job job job - og hæk og ny køkkenvask når jeg får fri.
Rigtig god mandag!

lørdag den 10. oktober 2009

Havedrømme...



Efter vi har købt hus for to år siden har vi flere gange måttet indse, at der er ting, man bare ikke kan hundse med - haven for eksempel. Vi omladge en stor del sidste år til plæne efter de forrige ejere, der tilsyneladende har været rigtig glade for bede over det hele og sikkert har nusset og puslet om haven, inden de satte huset til salg og flyttede hjem til Island - herefter har deres halvvoksne søn boet i huset - og har tilsyneladende ikke haft samme haveglæde som sine forældre. Da vi skulel se huset første gang, stod plæneklipperen ude i haven - og man kunne lige skimte det øverste af håndtaget. Efter sådan en meget omfattende have, som ikke er blevet plejet er der en del, der skal overvejes - skal vi som anbefalet vente og se, hvad der dukker op i løbet af sommeren - eller skal vi gå til den måed hård hånd og starte fra bunden?. Eftersom haven næsten var i jungletilstand valgte vi det sidste. Jeg tør ikke tænke på, hvor mange gange vi har været på genbrugspladsen med oprevne buske, planter og andet haveaffald. Derefter fik vi sidst på sommeren endelig planet jorden og sået ny plæne. Nu skal vi så til at indrette haven, men det kan også blive lidt af en udfordring - for hvor skal vi starte, hvad skal komme i midten - og hvad bliver det endelige resultat så??






I dag er det sidste stykke berberishæk blevet fjernet (hvem er det liiiige, der synes, det er en knaldgod idé at plante næste 100 m berberis???). Så der skal plantes ny hæk - og så skal vi have ryddet op på terrassen og sat havemøbler ind. Når jeg engang er færdig på job, forstås.
Når vi skal hente hækken, skal jeg liiige have nogle forårsløg med, så der er styr på de første forårsbebudere. Vi skal passe naboens kæmpe kæmpe golden retriever fra i dag til i morgen, så hundedamerne kan få hyggeligt (men dog kastreret) herrebesøg, mens vi tramper rundt i gummistøvler ude i haven.
I morgen skal vi så sætte den nye hæk og have styr på det der køkken, jeg har skrevet så meget om - jeg ser SÅ meget frem til at jeg har fuld funktionsdygtigt køkken igen.
Så jeg skvatter sikkert sammen som en klud, når 'Forbrydelsen 2' ruller over skærmen.

lørdag den 3. oktober 2009

...


Egentlig ville jeg have skrevet et indlæg om at skride over sine grænser, men sørge for at have det sjovt samtidig. Men aftenen i går endte meget tragisk. Vores meget farverige bytur med sjove indslag endte meget brat, da min veninde blev ringet op - hendes far havde fået hjertestop - vi endte på sygehuset og nu er Diddes far ikke mere. Jeg kan ikke udtrykke nok hvor uretfærdigt jeg synes verden kan være. Det er fuldstændig meningsløst. Hvor kan verden ændre sig hurtigt - og perspektiver flytte sig uendeligt meget. Jeg vil sove nu.