Vi knoklede som små heste i går. Jorden, hvor berberisen var hevet op ad, skulle jævnes en del mere end først forventet. Så Simon kørte rundt i haven med en kæmpe traktor det meste af dagen - mens jeg fik støvet af, vasket tøj og parkeret alle køkkenets ejendele på deres pladser. Der blev skiftet sengetøj, skuret badeværelse og luftet hunde - hele tre styk, for naboen Albert var alene hjemme.
Da klokken var ved at runde 16, var jeg efterhånden godt brugt... men så fik jeg et opkald, som gave helt ny energi. Min mors fætter, som bor på Skagen, ville kigge forbi. Han har tit 'truet' med at komme forbi, men forviklinger med forkert nummer og så videre har forhindret det. Men det blev så i går.
Jeg har altid - helt fra barn- set en kæmpe stjerne i min mors fætter. Min mor fortæller tit historien om, hvordan han som den første besøgte min mor på sygehuset, da jeg kun var en time gammel. Jeg fik min første bamse af ham, som han havde brugt sine lommepenge på.
Så da han ringede og fortalte, at han ville komme forbi, blev jeg bare så glad.
Han bor i Skagen, men det er sjældent vi kan få det passet ind med at få besøgt hinanden, fordi han som overstyrmand hos Maersk ofte jo er ude at sejle.
Jeg elsker at høre ham fortælle om de ting han oplever, så vi kom forbi alle mulige eventyr om pirater, østens markeder, bountyøen pitcairn og sejlerlivet. Han viste billeder af de mange skibe han har sejlet. Billedet viser Eugen Maersk, som er 397 (!!!)m lang og 56 m bred. Hvor er det vildt at Jens Jacob lige kan styre sådan en. Den sejler ca 50 km/t og skal den bremse, tager det ca 4.5 km., før den står helt stille - det er bare så fascinerende!
Han viste billeder af alle sine rejser, så i går var vi i Skotland, New Zealand, Sydkorea, Fillipinerne, Australien, Suez, Japan, Phuket, og rigtig mange andre steder. Jeg har reserveret en plads ved siden af ham til min søsters konfirmation - han er simpelthen bare så hyggelig.
Vi har aftalt, at nu hvor han er hjemme, skal vi i november op at besøge ham en tur i det fine hus på Skagen. Det bliver så hyggeligt, for han har lovet rundvisning på havnen.
I dag står den på job job job - og hæk og ny køkkenvask når jeg får fri.
Rigtig god mandag!
5 kommentarer:
Kan jeg osse låne ham???? Jeg elsker osse at lytte til livshistorier/oplevelser ;0)
Det er altid sjovt at høre om disse oplevelser. Min morbror sejler også for Maersk. Ham ser vi heller ikke så tit, da han jo for det meste er ude og sejle.
Det er faktisk et par år siden jeg rigtigt har set ham.
Det lyder som et hyggeligt besøg.
Så flittig du er.
Åhr, der er ikke noget bedre end familiebesøg!
HJÆLP!
Nu MÅ jeg altså have det opklaret. Hvornår hedder det "i Skagen", og hvornår "på Skagen". Da vi boede i Aalborg, havde mine forældre venner "i Skagen". Indtil flere har senere fortalt mig, at vi var helt galt afmarcheret: Det hedder "på Skagen". Hvad er sandheden?
Utrolig flot skib - eller i alt fald utrolig flot fotograferet skib!
Send en kommentar