
Ja så er hun her igen. Der er sket en del (igen) siden sidst. Simon jobber nu fra København, så der er en del omstilling jeg lige skal vænne mig til. Han skulle springe til hurtigt . han fik jobbet torsdag og skulle møde ind mandag morgen i Parken (ja ja... den med FCK... he he) , hvor han laver strøm. Så der skulle lige findes bolig, transport, pakkes, mentalt omstilles, snakkes igennem og kysses en del inden søndag aften kom og jeg skulle køre hjem fra København alene. Vi har fundet en rigtig hyggelig B&B som han fast bor på søndag til torsdag. Jeg er glad for at jeg tog med derover og lige så det hele - og han skulle jo også liiige have sin elskede cykel - nu med ny lås - med, så vi valgte at tage turen derover sammen. Vi fandt en rigtig hyggelig cafe nær Parken, hvor vi spiste frokost - og så kørte vi ellers turen Parken - Amager Strandpark tur/retur omkring 7 gange. Simon har virkelig et smadret kompas inde i hovedet, så han er ret ringe til at finde rundt - men til sidst var det ved at sidde fast :-)
Den lille bed&breakfast er ejet af en meget karismatisk mand, som med det samme fik Simon - og jeg meget velkomne. Han snakker super meget!! Simon og kokken, der er gammel bokser faldt også i hak lige med det samme. Det er så rart at vide, at han er ok og omgivet af ganske ok mennesker, når han nu ikke kommer hjem hver dag :-)
Simon var ret bekymret for om haven nu vil blive passet når han nu ikke var der. Sidste år lagde vi et kæmpe arbejde i at omlægge, rykke op og plante, så han ville være ked af at skulle komme hjem til en jungle. Og nu hvor jeg liiige har 289 m2, der skal holdes indenfor også, fik han et bekymret blik. Men sådan skal det ikke være - jeg har simpelthen slået græs og luget så jeg var lige ved at besvime! Jeg har plantet og sået og nusset så meget at hans bekymring blev gjort totalt til skamme - HÆ!! Så det var noget af en overrasket Simon jeg fik hjem i torsdag. Sådan noget får den helt store rødstrømpe op i mig!
Derudover er der plantet georginer om, løvemund i potter, digitalis, gladiolus, en plante jeg ikke ved hvad hedder, men som er fin, frøkenhat, pragtsnerler, cosmea og delphinum. Så nu skal der vist bare vedligeholdes og nusses for resten af sommeren.
Jeg har dog en lille plan om at samle krydderurterne i et stort bed og så malet træværk og havemøbler i denne uge - ny overraskelse hver uge.
Nu tror jeg dog lige at mine yndlingsbloggere skal have et par besøg - jeg har jo været væl aaaalt for længe, så der skal lige samles op og følges med på ny. Rigtig god søndag!