tirsdag den 1. december 2009



Jeg er her endnu... Det går stille og roligt bedre. Der er gået en del lange tanksomme ture med hundedamerne ved stranden og i skoven, og det hjælper meget at få styr på alle de mange tanker. Samtidig er jeg så heldig at være omgivet af de bedste mennesker man kunne forestille sig - det er jeg så taknemmelig for. Der er endda kommet trøst fra steder jeg aldrig havde forestillet mig, men man kan jo blive så positivt overrasket. Jeg kan klart tilslutte mig tesen om, at det er i krise, man kender sine sande venner. Jeg er så glad for den støtte jeg har fået - også de mange søde comments, der er lagt her på min blog - tak for dem. Jeg er fortsat sygemeldt - jeg er ikke helt på højkant endnu og med indlæggelse og det hele kræver det nok et par dage endnu, før jeg er helt på toppen. Jeg skulle ellers have været i biografen og have set filmatiseringen af Stieg Larssons 3. roman i går, men i stedet sendte jeg to af de bedste jeg kender af sted med hver deres kæreste - så er billetterne i hvert fald ikke spildt og så vidt jeg kunne høre, er filmen helt suverræn. Så den skal ses snarest muligt.
Der var et par oplevelser under vejs, som jeg helt sikkert kunne have undværet, men nu har vi sammen besluttet at tørre øjnene og se fremad - nu er det jo december. Den hyggeligste måned om året, så mon ikke det skal blive en god jul trods alt. Vi er lidt bagefter med julepynt og dekorationer, men så vidt jeg kan forstå på Simon, skal der tages revanche i weekenden.



Jeg har fået en ny bog af Simon - endnu en krimi. Det er Julie Hastrups debutroman, og jeg har været spændt på at se, om hun kunne deltage i festen, når man tænker på, hvor mange der i øjeblikket udgiver krimi. Jeg er halvvejs igennem nu, og jeg må sige, at den på ingen måder skuffer - jeg er bare ærgerlig over, at jeg ikke har gemt den til de mange juledage, hvor jeg elsker at pløje mig igennem et par bøger - her vil den være helt perfekt. Bogen ligger i light-enden af krimispektret. Den er let at læse, det er ikke så kompliceret at følge persongalleriet, som eksepelvis hos Camilla Läckberg, hvor man til tider skal holde tungen lige i munden for at holde styr på alle karakterer og flash backs. Jeg vil dog sige, at Läckberg også overvejdende ligger i light-enden. Hastrups ord er meget flydende, og man nærmest glider igennem handlingen - den ville være perfekt at filmatisere, sådan som handlingen er bygget op - mon ikke det også har været med i overvejelserne da romanen blev skrevet. Jeg har lige nu op til 3 mistænkte og hele 'who did it' er i det hele taget rigtig flot bygget op - det frister til at man smuglæser de sidste sider - men indtil nu har jeg holdt mig i skindet.
Så ved du ikke hvad du skal ønske dig i julegave, vil jeg mene, at dette er et godt bud.
Hav en rigtig dejlig 1. december.

3 kommentarer:

Tina kristine sagde ...

Dejligt at læse hos dig igen...0) Og ja tag endelig et par dage for meget end for lidt.. Vi tumler osse for tiden, dog med andre ting og julepynten har stadig ikke fundet vej ud af kasserne.. men mund ikke stemningen kommer i løbet af næste uge!!

HA en god dag ik ;0)

Annette sagde ...

Godt at se at du så småt er ved at være i stand til at se fremad.

Piskeriset sagde ...

Er stadig ked af det på jeres vegne - men meget glad for at høre, at det går fremad!

De bedste julehilsner herfra :-)