søndag den 14. februar 2010

Lokal charme


Når jeg kører hjem fra job senere end 16, hører jeg tit lokalradio. Jeg oplevede et helt nyt niveau af lokalradio i går. Radioværten og de lyttere, der ringede ind for at ønske et stykke musik, kender hinanden privat. Det slår tydeligt igennem i programmet. Nu skal det siges, at den lokalradio, jeg lyttede til hører til syd for Limfjorden, men hvor er jeg glad for, at signalet går igennem helt over til os her i Hou. Det var simpelthen så amatøragtigt og på samme tid charmerende og hyggeligt. Der er ofte lange pauser, mens værten overvejer, hvad der nu skal snakkes om indtil næste lytter ringer ind - der hostes, man kan rømme sig og endda tælle højt, mens man finder ud af, hvor i cdens playliste man skal hen for at opfylde lytternes numre på cden - for her taler vi ikke om at undgå at spille mp3 men istedet afspille cder i radioen, fordi de numre der ligger på computeren er svære at finde rundt i. Jeg hører normalt ikke den type musik, men den tone og stemning der lå i programmet var så hyggelig og rummelig, at jeg bare grinede hele vejen hjem.
Værten fortæller, at man nu kan ringe ind og ønske et stykke musik, hvis man er frisk på at synge en strofe af en fastelavnssang.
'Ja...... nu tror jeg sør'me, vi allerede har en lytter igenne......... hvem snakker jeg med?'
'Ja hallo.... er jeg igennem? (hoooooost host)
'Ja, nu er du i radioen..'
'Nå da da.......' (lang tavshed)
'Hvem snakker jeg med?'
'Det er Else, Ole - hva så? - hvordan går det?'
'hø høhø -Jamen Hej Else - det går fint' (laaaaang tavshed)
'Hva så, hvad vil du gerne høre?'
'Jamen, skal jeg ikke gætte noget?'
'Nej, nu kan man ringe ind og synge en fastelavnssang og ønske et stykke musik'
'Nå.....'(??????)
'......Er du med på spøgen?'
'Nej............. Det er jeg ikke'
'Nå... jamen det var da ærgerligt, så må vi se, hvem der gerne vil høre noget musik' - Her forsøger radioværten at afslutte kaldet, men lytteren fortsætter:
'Hooooost host host.... hvordan går det med din søster, Ole?'
'Jamen hun har det fint, tak - du vil ikke hoppe med på spøgen og så ønske et stykke musik?'
'Nej, jeg vil hellere gætte noget, men farvel'

Så ringer telefonen igen:
'Ja..? Hvem er igennem?'
'Hej, det er Gunhild'
Jamen hej med dig - vil du være med på vores lille fastelavnsspøg? høhø'
'Ja... Boller op og boller ned... '
'Næææ hvor fint - hvad vil du så gerne høre?'
'Jamen jeg vil gerne høre et nummer fra den nye Kandis cd'
'Ok... jamen den vil jeg så lige gå ud og se, om jeg kan finde - sidst jeg var her, lå den på disken, men nu er den vist væk - hvis ikke jeg kan finde den - hvad vil du så høre?'
'Jamen så bare en anden...'
'Ja... for computere er altså noget svært noget at finde ud af.... Jeg går lige ud og ser om jeg kan finde den...'

Senere i programmet:
'Ja..... nu skal vi høre noget med et band, der kalder sig Abba. De er svenske og har været fremme i en del år nu. Det nummer vi skal høre, er også titelnummeret til en amerikansk film, der havde præmiere for et par år siden - den var så alligevel ikke lavet til den film, men passede så godt dertil, så det var nok derfor de valgte den' (Mamma Mia)

Og sådan fortsætter det bare - det er simpelthen så hyggeligt og morsomt at høre på. Målgruppen er meget tydeligt en el anden end den jeg befinder mig i, og det er helt sikkert også derfor hastigheden (eller manglen herpå) er sat så kraftigt ned. Men hvor er det godt, der er plads til den slags!

6 kommentarer:

Nina sagde ...

Skønt :o)

Annette sagde ...

Tak for et godt grin!
Det skulle vel aldrig være Nibenitten? Når vi var i sommerhuset i Tranum, så var Nibenitten den helt store fornøjelse at lytte til (i små bidder).
En god valentinsdag til jer i Hou.

Miss Midtjylland sagde ...

Nina - ja det er are super!
Annette - jo, det er præcis NIbenitten! Det er som du siger en fornøjelse i små bidder

rijaH sagde ...

Haha ja nogen gange kan det måske blive lidt for lokalt :P

Line sagde ...

Hvis jeg kunne modtage sådan en station, så havde jeg også hørt den!! Hvor lyder det bare som fantastisk underholdning!!

Tina Liel sagde ...

Ej hvor herligt - noegn gange kan det hele blive lidt for perfekt...... KNUS♥