Tilbage til fortiden.

Jeg skulle bruge mine eksamensbeviser i går inden middag til en ansøgning, men af en eller anden årsag er de bare forsvundet! Jeg har aldrig brugt dem til noget, men det er nødvendigt at fremvise dem, så i går formiddag gik den vilde jagt. Jeg så på nettet, at man mod et gebyr på 649 kr kan bestille dem, men det har jeg hverken tid eller råd til, så jeg kørte forbi mit gymnasium. Der er præcis den samme lugt og stemning, som for ti år siden. På kontoret kan man stadig låne telefonen - man skal huske at trykke 0 for at ringe ud. Det samme glas med afklippet plaster klar til brug står der stadig - og de busplaner man kan låne står i samme holder med 'Tilhører kontoret' præventivt markeret med blå sprittusch. De samme brevbakker til for sene afleveringer er der og det er også de samme personer, der arbejder der. Hvor er det vildt, at tiden kan gå sådan i stå. Jeg følte mig fuldstændig slet tilbage til gymnasietiden.
Da jeg havde fået mine print fortsatte jeg op til min efterskole, som ligger i nærheden af, hvor ansøgningen skulle afleveres - her var det hele også som dengang. Både Simon og jeg har gået på den efterskole, så det var sjovt at fortælle ham om mit lille besøg. Jeg fik en lille snak med forstanderen, som dengang var min tysklærer. Min dansklærer, min dramalærer og mange andre er der endnu... hvor er det sjovt. Jeg blev inviteret til at komme derop sammen med Simon ved lejlighed, så vi kunne mindes sammen Det kan da godt være vi gør engang vi lige er på søndagstur. Vi snakkede også om, hvor små og lille menneskerne på både gymnaset og efterskolen er. Simon mener, det er mig, der er blevet meget ældre - HOOOOST! Men tænk, at man selv var sådan en lille en, der troede man vidste alt om alt dengang. Jeg kan i hvert fald huske, hvor klog og selvstændig jeg selv synes jeg var.
Da ansøgingen var afleveret, blussede feberen op igen, og det kunne ikke gå stærkt nok med at komme hjem under dynen. Nu er betændelsen fra min bihulebetændelse løsrevet - og jeg skal da lige love for at der er taget et godt indhug i mit lille lommetørklæde-stash. Jeg har fået ny penicillinkur, så nu putter jeg her og venter på at virkningen indtræffer. Jeg har ingen stemme og ikke luft nok til at fløjte efter hundedamerne når de er ude for at nifle. Hurra for min klikker! Den virker hver gang :-) Gad vide, om jeg kunne få en piccoloklokke så jeg kan ringe efter Simon?? - Er det strengt?