tirsdag den 2. marts 2010

Mine aner...

Da jeg i fredags besøgte min morfar i Hanstholm kom vi sådan til at snakke om hvor vi kommer fra og hvad vores forfædre lavede og hvordan de var. Det er noget der er min helt store interesse - at huske hvor man kommer fra. Da jeg blev gift med Simon havde jeg under skørtet hægtet en ørering fra min mormor, så hun var en smule med, selvom hun desværre er død. Øreringe var et af min mormors kendetegn. Hun var en farverig dage med store øreringe og når hun havde meldt sin ankomst, gik min mor og jeg tit og gættede på, hvilken hårfarve hun ville have denne gang. Hun kom altid med rutebilen, med min moster, som er på min alder, deres hund og en fugl - og alle hendes pakkenelliker. Jeg er stadig imponeret over, hvor meget hun kunne klare at tage med i bussen. Men mon ikke det er fra hende, jeg har arvet evnen til at tænke 'jamen hvis nu, så må jeg hellere tage det med...' når jeg selv pakker - og jeg får aldrig brug for det halve af det jeg får med.
Jeg arvede et sæt billeder af mine tipoldeforældre, som du kan se nedenfor. Jeg er bare så glad for de to billeder.

Min morfar kan desværre ikke huske hvad hun hed, for hun døde inden han var gammel nok til at kunne huske hende. Hun havde et hjemmebageri i Lyngså, som vist gik ganske strygende, for hun var super god til at bage.
De flyttede senere til Søgade i Asaa hvor jeg kommer fra, hvor de købte et af vejens største huse i gule sten - det kostede 2800 kr. i 1920erne. Huset ved siden af kostede 3000 kr. fordi det var bygget i røde sten. Det købte min morfar senere.
I den gade vender de lige og ulige numre omvendt af hvad der er normalt, men det blev senere byttet om, så nu vender tallene rigtigt, men min morfar kan så ikke huske hvilket nummer huset havde dengang.

Det her er min tipoldefar Jens Dahl. Han var oprindeligt landpost i Dronninglund, men blev fiskehandler, da de flyttede til Asaa. Der havde han sin egen budcykel med vægtmåler og det hele. Min morfar har fortalt, at han var en meget arbejdsom mand med et mildt, men bestemt sind. De var begge meget vellidte og hjælpsomme.
Jeg forestiller mig lidt, at de er i deres fineste puds da de skulle fotograferes, men hvor er det underligt, at man dengang ikke smilede på billeder, men skulel være så alvorlig??

6 kommentarer:

Tina Liel sagde ...

Sikke en sød ide at mindes din mormor på den måde. Jeg elsker at høre om gamle dage - min far er lige blevet færdig med familiens stamtræ. Sikke et arbejde og sikke et spændende resultat. Det kan være at der går lidt detektiv i dig på et tidspunkt og at du får sat de sidste navne, huse etc. på plads. Ja, det er underligt at det hele var så alvorligt den gang. Men de blev nok ikke fotograferet så ofte og så ville de gerne have et "respektabelt" potræt. KNUS♥

Charlotte Andersen sagde ...

Du kan tro, jeg kender til at sukke efter historier om mine aner! Jeg slægtsforsker i min egen og min mands familie og har meget stor glæde af det. Det tror jeg faktisk også resten af familien har, for de nyder gerne at høre det sidste nye, jeg disker op med på ane-fronten.
Hvis du gerne vil vide, hvad din tipoldemor hed, bør det ikke være særlig svært. Hvis du ved, hvor de boede i 1921 eller 1925, er der folketællinger på nettet, hvor man kan søge gade for gade, eller by for by (afhængig af årstal m.v.). Hvis du ved, hvor og hvornår din morfar er født og meget gerne hans forældre også, så kan man jo gå baglæns i kirkebøgerne og finde alt (bare man leder længe nok og de rigtige steder, findes informationerne der). Så kan du dermed også finde navnet på din tipoldemor og meget andet spændende.

Jeg vil meget gerne hjælpe dig på vej, hvis du har lyst til det. I såfald skriv til mig på mortenstrup snabel a gmail.com

Kærlig hilsen
Charlotte
(der har været fast læser i flere måneder og nu er sprunget frem *SSS*)

Madame sagde ...

Det er dejligt at se, at slægten interesserer dig! Jeg synes, det er spændende ar vide, hvordan vores forfædre og -mødre var. Min far har fortalt mig en masse om vores slægt og har givet mig mange billeder.

Grith sagde ...

Det dejligt at lære om sine forfædre - der er skrevet en bog om nogle af mine - den synes jeg så sjov at læse.

Deres liv var så meget anderledes end vores er i dag at det kan være svært at forstille sig.

Flotte billeder.

Knus Grith

Annette sagde ...

Hvor er det en skøn historie at læse om, især for en gammel slægtsforsker som mig.
Jeg er lidt bagud med at læse blogs, men faldt over at du havde været omkring Brovst Lysstøberi, jeg synes det er utrolig flot klaret, at du kom ud derfra uden det store underskud på kontoen. Jeg elsker den butik og når vi er hjemme i DK, så er det en af dem der står øverst på listen over de steder der SKAL besøges ☺

Tina kristine sagde ...

En forhistorie syntes jeg er vildt spændende... og jeg har en plan om at starte en slægts forskning på min :0)og til mit bryllup havde jeg en ring syet ind i min brudekjole lige ved hjertet som er et arvestykke som jeg skal arve efter min mor om forhåbentlig rigtig mange år... Der er virkelig tusse gammel :0) lidt sjovt at tænke på at så har man haft en bedstemor med....

God weekend