Mine aner...

Da jeg i fredags besøgte min morfar i Hanstholm kom vi sådan til at snakke om hvor vi kommer fra og hvad vores forfædre lavede og hvordan de var. Det er noget der er min helt store interesse - at huske hvor man kommer fra. Da jeg blev gift med Simon havde jeg under skørtet hægtet en ørering fra min mormor, så hun var en smule med, selvom hun desværre er død. Øreringe var et af min mormors kendetegn. Hun var en farverig dage med store øreringe og når hun havde meldt sin ankomst, gik min mor og jeg tit og gættede på, hvilken hårfarve hun ville have denne gang. Hun kom altid med rutebilen, med min moster, som er på min alder, deres hund og en fugl - og alle hendes pakkenelliker. Jeg er stadig imponeret over, hvor meget hun kunne klare at tage med i bussen. Men mon ikke det er fra hende, jeg har arvet evnen til at tænke 'jamen hvis nu, så må jeg hellere tage det med...' når jeg selv pakker - og jeg får aldrig brug for det halve af det jeg får med.
Jeg arvede et sæt billeder af mine tipoldeforældre, som du kan se nedenfor. Jeg er bare så glad for de to billeder.

Min morfar kan desværre ikke huske hvad hun hed, for hun døde inden han var gammel nok til at kunne huske hende. Hun havde et hjemmebageri i Lyngså, som vist gik ganske strygende, for hun var super god til at bage.
De flyttede senere til Søgade i Asaa hvor jeg kommer fra, hvor de købte et af vejens største huse i gule sten - det kostede 2800 kr. i 1920erne. Huset ved siden af kostede 3000 kr. fordi det var bygget i røde sten. Det købte min morfar senere.
I den gade vender de lige og ulige numre omvendt af hvad der er normalt, men det blev senere byttet om, så nu vender tallene rigtigt, men min morfar kan så ikke huske hvilket nummer huset havde dengang.

Det her er min tipoldefar Jens Dahl. Han var oprindeligt landpost i Dronninglund, men blev fiskehandler, da de flyttede til Asaa. Der havde han sin egen budcykel med vægtmåler og det hele. Min morfar har fortalt, at han var en meget arbejdsom mand med et mildt, men bestemt sind. De var begge meget vellidte og hjælpsomme.
Jeg forestiller mig lidt, at de er i deres fineste puds da de skulle fotograferes, men hvor er det underligt, at man dengang ikke smilede på billeder, men skulel være så alvorlig??