søndag den 3. januar 2010


Vi har været tidligt oppe i dag - det var hårdt, for vi knoklede igennem i går. Men vi havde en del der skulle afleveres på genbrugsstationen, og de lukker kl 12, så det var nødvendigt med tidlig start. Der er blevet smidt rigtig meget ud - alle mine skolenoter fra da jeg læste sygepleje - der var to fjernsynskasser (ja ikke fladskærms)fyldt med noter og lignende - jeg har slet ikke set på det i de fem år, vi boede i Vendsysselsgade inde i Aalborg - og da slet ikke i de snart 3 vi har boet her - UUD med det. der var virkelig mange ting vi aldrig bruger - men meget er også samlet sammen til loppemarked, så det er ikke bare alt der ryger helt ud. men madrasser, pap, byggematerialer, der ikke kan anvendes og plastichalløj. Det giver en dobbelt god følelse: god samvittighed og rent hus -som jo i den sidste ende også giver bedre overskud. Da vi efter nogle timer var færdige, blev det tid til frokost og så satte vi os i de bløde møbler. Her sidder vi endnu. Simon hygger sig med Ice Age II og jeg putter med under dynen med laptop. Jeg kom simpelthen sådan til at fryse af at arbejde udenfor, at jeg var kold helt ind til knoglerne. Jeg har stadig ikke fået varmen helt, så varme sokker og hygge med Simon håber jeg virker. At putte her under hans 'vinge' er simpelthen det mest hyggelig og trygge i hele verden.
Om et par timer er vi inviteret ud til Simons far, men jeg er desværre nødt til at blive hjemme, for jeg venter en pakke med bud.
Det er det hele værd, selvom jeg frygter lidt at det bliver lidt kedeligt at være alene hjemme - det er jeg nærmest aldrig, nemlig. Jeg kan ikke rigtig tage i skoven med hundedamerne eller hoppe over til naboen, for budet kommer jo på et eller andet tidspunkt - det er lidt øv at det er i en periode på tre timer - tre timer er dælme længe! Men mon ikke jeg så hopper i køkkenet og bager nogle boller til morgenmad og madpakker, nu jeg alligevel skal være her.
Vi er i gang med en oprydning af flere årsager - der skal til at være et bedre overblik - men vi skal også have huset vurderet i forbindelse med omlægning af lån - for det har vi regnet lidt på kan lufte budgettet så meget at vi kanreducere vores udgifter med næsten 50% - så er det jo dumt ikke at gøre det. I det hele taget er 2010 for vores vedkommende et oprydningsår - i hvert fald i januar. Nu den er så lang, som januar jo altid er, kan vi ligeså godt udnytte tiden - indtil anemonerne igen kommer på besøg....

2 kommentarer:

Rasmine sagde ...

Tak for tippet - mine noter fra studietiden ligger og fylder op i mit kælderrum, hvor jeg ganske vist næsten alddrig kommer - men alligevel!

Unknown sagde ...

Januar indbyder til oprydning og klare tanker. Håber du trods alt nød dine timer alene :-)