lørdag den 2. januar 2010

Aflåst nytårsleje....


Aaarghh... jeg kan godt mærke, at jeg ikke er 16 år mere, selvom nytårsfestens tema nærmest blev netop 'vi leger, vi er 16 år igen'. Jeg er stadig en smule dvask i dag, men der er fundet kost og spand frem til en større omgang rengøring nede i den anden af huset, hvor vi nærmest aldrig er. Simon er i gang med at sortere al sit værktøj, ledninger, stikdåser, diverse byggematerialer og søm og skruer. Imens samler jeg alle de ting sammen, som jeg har bestemt skal med på loppemarked i nærmeste fremtid. Jeg gider ikke have en masse ting, som jeg ikke bruger, og som jeg sikkert ikke kommer til at mangle alligevel.Vi har et T-formet hus på 289 m2 i ét plan, og den ene ende, 'østvingen', i huset benyttes stort set aldrig, fordi vi har plads nok i centrum af huset og mod vest - så til daglig bruges det til opbevaring af ting, som blandt andre min søster og Simons kammerat i øjeblikket ikke har plads til. Desuden er det her i forlængelse heraf Simons værksted ligger. Derfor udnyttes gulvpladsen i dag til en masse flyttekasser, hvor alle ting, der hører sammen -meget nænsomt og forsigtigt- lægges i, for Simon er meget glad for sin store samling af værktøj. Jeg tager mig lige nu en lille colapause, for det er med Simon og hans værktøj, som jeg har det med sko og tasker: det skal man ikke spøge med og skal gerne tages meget alvorligt og passes på :-)
Jeg er efterhånden meget udjulet og også mæt af nytårsfester, så nu kan det kun gå for langsomt med at blive forår. Min allerbedste veninde ringede i morges - hun har lige så øv et forhold til januar og februar som jeg har: de er simpelthen alt for lange og burde klippes ud af kalenderen - hvad bruger man liiiige de to måneder til??
Jeg glæder mig til vintergækker, tulipaner, udsprungne kirsebær- og æbleblomster, ranunkler, påskeæg, lysere tider, varme, spæde bøgeblade og i det hele taget al det lysegrønne.
Hvad laver du i dag?

6 kommentarer:

Bitten sagde ...

Sikken aktivitet på trods af "aflåst nytårsleje" :D Som i øvrigt er et fantastisk udtryk. Jeg er slet ikke så aktiv, har dog fået vasket op.

Februar bruger jeg altså til at have fødselsdag i, så den måned vil vi gerne beholde :P

Samtal från min trädgård sagde ...

Afrime fryseren er hvad vi har gjort i dag. Men ellers synes jeg at januar og februar er glimrende måneder til at planlägge haven og indköb til den, og i övrigt får man en undskyldning til at sidde inde og strikke.
Ha' en god weekend!

Rasmine sagde ...

Du godeste - 289 kvadratmeter! Er der flere huse i Hou i den størrelse og til en overkommelig pris?

For mig er vinteren hviletid, så den vil jeg ikke af med.

Hvad jeg laver i dag? Lægger en strategi for året - men jeg bliver nok ikke helt færdig, for det er jo trods alt fridag, så den skal også bruges til at se en gammel film og drikke te. Nye film er - baseret på mit ringe kendskab til dem - enten alt for alvorlige og hverdagsagtige, alt for fantastiske eller så morsomme, at det ikke er morsomt.

Det er da imponerende med al den aktivitet hos jer!

Piskeriset sagde ...

I dag har jeg lavet alt for lidt ;-)
Håber at råde bod på det her i aften, for jeg buuuurde osv. osv.

Som udgangspunkt er januar og februar ikke særlig spændende, men gemalen og jeg har årsdag i januar, og han har fødselsdag i februar, så der er altid lidt at se frem til. I år får vi travlt omkring den 1. februar, men det bliver forhåbentlig ikke en årlig vane ;-)

mette b sagde ...

Jeg er vild med både aflåst nytårsleje og udjulet :)

Jeg har været ude at gå på ski i dag. Julen må vente med at blive fjernet til vejret bliver dårligt!

Kirsten sagde ...

Yngste kunne ikke leve uden bog nr. 4 fra Twilight serien. De to er læst, 3. bog er næsten færdig, og hun fik dem i julegave 24. dec. 2009! Og bøgerne er ikke tynde, skal jeg lige hilse og sige. Så mutti og datter afsted til Bilka, for der er bøgerne bare noget billigere...
Ellers har den stået på.... hmmm... absolut ingenting i dag. Kan næsten ikke overskue, at skulle tidligt op på mandag ;-) gode ferier går lidt for hurtigt...