søndag den 31. januar 2010

Jeg tror, jeg har fundet ud af, hvorfor jeg egentlig aldrig synes jeg får lavet noget For det gør jeg jo reelt. Ambitionsniveauet er måske bare sat alt for højt i forhold til, hvad der er realistisk.Jeg har i dag syet 7 betræk til puder og noget, der skal forestille mit første patchworktæppe - det har jeg bare ingen billeder af, for det er ikke færdigt endnu.

Sofaen giver mig et lille strejf af det forår jeg sådan savner. Den står i vores kontor lige under vores store opslagstavle. Formålet er, at jeg her kan sidde og strikke, læse, mens Simon arbejder ved computeren eller vi kan have en overnattende gæst. Vi har et lille tv derinde, så der er stor chance for at vi måske helt flytter ind i kontoret :-)
Jeg nåede ikke at bage i denne weekend, men til gengæld var vi på kaffebesøg hos Simons onkel, hvor hundedamerne mødte, deres nye hvalp. Det var en blandet oplevelse for dem, for hunden er endnu så ny, at den ikke kender til grænser for hvor hårdt man smager på andre, hvor hårdt man kan daske til andre hunde og i det hele taget socialisering i hundehøjde. Men hvor var hun bare en sød og dejlig - og meget charmerende hundehvalp - selvom hundedamerne vist mest synes hun var irriterende, fordi hun hele tiden drillede og daskede. :-) Om et halvt års tid er jeg sikker på at et besøg vil blive mere vellykket.
Simon har arvet mormors fine gamle bestik, så det fik vi med hjem. Det trænger til at blive pudset, så det skal lige gøres inden I får billeder. Noget af bestikket er graveret med navne og datoer for specielle begivenheder i familien, så det er helt utroligt at stå med et stykke historie fra Simons forfædre. På æskerne hvor sølvtøjet er opbevaret, kan man se, at det er købt i 'Juvelen' Bispensgade 32 i Aalborg for så længe siden, at telefonnummeret var på 6 cifre. Så bliver man en smule ydmyg, synes jeg. Juvelen eksisterer ikke mere, her ligger i dag butikken Skinwear, hvor min læderjakke er købt for 10 år siden. Jeg skal have undersøgt i morgen hvilket pudsemiddel der bedst egner sig til sølv - det er simpelthen for længe siden jeg har pudset noget som helst. Indtil nu er det godnatputtet i skuffen. Så kan det hygge sig der indtil jeg finder ud af det med pudseriet.
Har du et godt tip til hvad man bruger til at pudse sølvtøj i?

3 kommentarer:

Tina Liel sagde ...

7 pudebetræk!!!! Du har vist store krav til dig selv ;-) Sofaen på kontoret ser virkelig hyggelig ud! Hvor fantastisk at få Simons mormors gamle bestik hvor der er en rigtig historie bag! Kender ikke noget godt middel til at pudse sølv med! En god uge til dig. KNUS

Anonym sagde ...

Hej ,Det er virkelig simplet , også virker denne opskrift :
Du lægger stykker af sølvpapir/eller dækker bunden og siderne i en skål med sølvpapir, derefter hælder du varmt vand i skålen og til sidst godt med groft salt... (Og så bliver der tryllet! HeHe...)

Husk at skylle efter, ser det stadig ikke ordentligt ud, så giv det en omgang til - det skal ikke ligge i blød, det hjælper rimeligt hurtigt (normalt under ét par min.!).

Held & Lykke. Hilsen Lise fra Horsens :-)

Anonym sagde ...

Hejsa.
Jeg plejer at pudse sølvtøj i Silvo, så bliver det fint.